Hvor længe har du ”snydt” dig selv for dine yndlingssnacks, fordi du ved at du ikke kan styre dig selv, når først pakken/posen er blevet åbnet?
Nu skal det være slut!
Der skal være plads til is, slik, kage, chips og alt andet du elsker og nyder. Du skal bare lære at styre dig selv, før du kan spise hensigtsmæssigt.
Her får du 5 skridt til hvordan du igen kan nyde dine yndlingssnacks.
1. Spis uden for hjemmet og i selskab med andre
Ved at spise snacken i de situationer, hvor du er uden for hjemmet sikrer du, at snacken kun er tilgængelig i øjeblikket, hvilket sætter en naturlig begrænsning, da du ikke kan gå i skabet, skuffen eller køleskabet og tage endnu en portion.
Når du er sammen med andre, vil du naturligt tilpasse din opførsel ift. dit selskab. Det gør at det kan opleves lidt pinligt, eller måske begærligt, at købe 2 plader chokolade eller den helt store is. Det kan være med til at lære dig at en mindre portion kan være nok til at blive tilfredsstillet, og at du ikke har behov for mere.
OBS; Her skal du selvfølgelig ikke vælge den ven eller veninde som du plejer at ”overspise” sammen med, da du i værste fald bliver opfordret til at spise endnu mere. Yderligere kan du med fordel gøre det i selskab med mere end 1, da det skaber en endnu mere ”formel” stemning. og gør at du gerne vil fremstå fornuftig.
2. Spis uden for hjemmet, alene
Her bruger du samme princip med at begrænse tilgængeligheden som ovenfor. Har du ikke snacken kan du ikke spise den. Forskellen ift. første skridt er at du her skal stoppe dig selv i at købe flere/mere, da der ikke er andre end dig at udvise kontrol over for.
3. Spis hjemme, i selskab med andre og køb kun lige nok, så der ikke er rester
Ved at rykke ind i hjemmet øger du sværhedsgraden ved at du kommer til at være alene med snacken frem til at du får selskab. Men hvis du køber en mængde, så der kun er nok til den situation, mindsker du sandsynligheden for at du spiser noget forud for at gæsterne kommer. Yderligere sikrer du dig også at der ikke er rester, så du ikke skal bekymre dig efterfølgende.
4. Spis hjemme, alene og køb kun lige nok så der ikke er rester
Ved at spise alene har du igen fjernet behovet for at udvise fornuft overfor andre og er alene om at skulle udvise kontrol. Du har dog stadig en nødbremse, i at mængden begrænset. Her kan du med fordel se om du kan efterlade et lille stykke, for at udvise kontrollen overfor dig selv.
5. Spis hjemme, alene og det er okay at have rester
Hvis du har kunne kontrollere dig selv igennem alle ovenstående trin, kan du forsøge at købe din yndlingssnack og have den derhjemme, så du har mulighed for at spise den ved særlige lejligheder, hvor du vil forkæle dig selv.
Det er helt okay at stoppe ved hvilket som helst af disse trin og ikke arbejde mere med det. Du har skabt bevidsthed om hvilke rammer du skal bruge for at kunne nyde dine yndlingssnack! Husk du kan spise alt, i de rigtige mængder. Kommer du alligevel til at oversnacke, så bær over med dig selv, evaluer hvad der skete og forsøg at gøre det bedre næste gang. Du kan ikke ændre på hvad der er sket, men du kan ændre på hvad der kommer til at ske.
Der er endnu ikke oprettet nogle kommentarer til indlægget