Skrevet af: Jørgen Rasmussen

Det er van(d)vittigt vigtigt

Du ved det godt. Det er vigtigt at drikke vand. Og der er et helt vandfald af holdninger til, hvor meget vand du bør indtage. Men ved du egentlig hvorfor? Og ved du, hvad vand kan gøre for dig?  

Læs med og bliv klogere på, hvordan og hvorfor vand virker.   

Egentlig er det ret simpelt. Drik når du er tørstig, og fordi du er tørstig  

Men ligesom det er med så meget andet, så er det ofte de mest simple ting, der er sværest at gøre til en vane. Så lad os starte med lidt fakta.   

  • Din krop består af 2/3 vand (for kvinder er det oftest en anelse lavere grundet en højere fedtprocent)  

  • Kroppen bruger blandt andet vand til blod, sved og tårer  

  • Derudover til en hel del, som du ikke ser: regulering af kropstemperatur, produktion af hormoner og til den hjernevæske, du har i kraniet (ret praktisk - så din hjerne ikke buldrer rundt i kraniet, når du laver burpees 

 

Vand - hvor meget?  

Afhængig af din kost, så har du på en normal dag brug for ca. 2,5 liter væske. Det kan eksempelvis fordele sig således:  

  • 1 liter kan komme fra væskeholdige fødevarer som yoghurt, mælk på din havregryn, væske fra frugt, grøntsager og den væske, som du tilsætter til din mad  

  • De resterende 1,5 liter bør komme fra flydende væske. Anbefalingen her er, at drikke 2 glas vand til hvert af dine hovedmåltider  

På den måde er du godt dækket ind i løbet af dagen. Dog er der naturligvis årsager til, at dit behov kan variere. Både efter alder, vægt og aktivitetsniveau. Er du mindre af statur og stillesiddende, så har du ikke behov for lige så meget vand, som en større person med højt aktivitetsniveau. Desuden bør du være særligt opmærksom, hvis du er senior eller gravid.   

  • Til seniorer anbefales det, at du drikker en kvart til en halv liter mere, end hvad din tørst fortæller dig (når du bliver ældre nedsættes kroppens evne til at registrere tørst)  

  • Når du er gravid øges din blodvolumen, og du vil derfor have brug for 1 liter væske yderligere hver dag  

 

Vand - hvornår?  

Svaret er igen enkelt - som udgangspunkt. Drik når du er tørstig.  

Tørst er den bedste indikator. Og hjernen er sådan indrettet, at den overvåger forholdet mellem salt og væske i din krop. Når det er ved at være tid til at lade vandet flyde, så skrues der op for den tørre følelse på tungen og i svælget. Smart, ikke? 

 

Vand - hvorfor?  

Vand er helt enkelt fantastisk. For kroppen som helhed. Men du kan også bruge vand som redskab. Hvis du på nuværende tidspunkt har ønsker om at nedsætte dit kalorieforbrug, er det helt klart en fordel at holde dig til vand som tørstslukker - det er kaloriefrit og tilgængeligt. Og dét er noget, vi bryder os om!  

Slukker du på nuværende tidspunkt tørsten i juice, sodavand, mælk eller øl? Så vil det endda være en stor fordel at skifte til vand - også hvis det blot er i en tilvænningsfase til at begynde med.  

Vand kan også være med til at støtte dig i at spise mindre. Indtagelse af en halv liter vand inden dit måltid, kan være medvirkende til at undgå eksempelvis overspisning. 

 

Vand - for lidt?  

Det sker ofte, at vi simpelthen drikker for lidt vand. Og væske i det hele taget. Det kan resultere i, at vi bliver dehydreret - og det ønsker vi på ingen måde. Derfor er det vigtigt at holde øje med, om du får tilstrækkeligt med vand. Også her er din krop en trofast støtte. Urinen afslører dig simpelthen, så lad os bruge det til din fordel.  

I skemaet nedenunder kan du se, hvor du ligger på skalaen. Vær opmærksom på, at vandet i toilettet fortynder farven en del.   

Tegn på dehydrering kan være:  

  • Mørk urin 

  • Træthed 

  • Mundtørhed 

  • Svimmelhed  

  • Hovedpine 

undefined

Det er ingen hemmelighed, at vand virker. Det er van(d)vittigt vigtigt for din krop. Gør dig selv en tjeneste, og gør indtaget af vand til en vane.  

Det kan du få hjælp til i blogindlægget her: Sådan laver du gode vaner

Skål!  

 

0 Kommentarer

Der er endnu ikke oprettet nogle kommentarer til indlægget

Opret en kommentar