Kalorietælling er omstændigt, besværligt og kan hurtigt overtage dine tanker og din hverdag. Men kalorietælling har også sine gyldne øjeblikke. Se hvordan du kan bruge kalorietælling uden at det tager over.
Kalorietælling og det informerede valg
Du har garanteret en ide om hvilke fødevarer du betragter som sunde og usunde. Men måske du ikke er klar over hvor meget energi de forskellige fødevarer indeholder og så tager du måske en beslutning på et falsk grundlag. Vi vil derfor opfordre dig til at prøve at kigge på energimængderne (kalorierne) i de fødevarer du oftest spiser for at få en idé om du kan tage et bedre valg. Her er et par eksempler som du måske kender til:
1 bradepande groftskårne rodfrugter (1kg) = 440 kalorier
Vs.
1 bradepande groftskårne rodfrugter (1kg) Vendt i 4 spsk. Olie = 950 kalorier
4 spsk olie virke ikke umiddelbart som en stor mængde på en hel bradepande rodfrugter, men ikke desto mindre giver det over en fordobling af energiindholdet.
Vær opmærksom på fedtstoffer.
1 skål skyr (250 gram) med jordbær og blåbær (100 gram) = 210 kalorier
Vs.
1 skål skyr (250 gram) med rosiner og nødder (100 gram) = 600 kalorier
Selvom det kun er ”topping”, så løber du hurtigere op på vægten en du tror.
Vær opmærksom på nødder og tørret frugt
2 Hakkebøf (2x100 gram rå) af 4-7% oksefars = 270 kalorier
Vs.
2 Hakkebøf (2x100 gram rå) af 14-18% oksefars = 410 kalorier
Prisen er lavere når fedtindholdet er højere, men det kan gå udover vægttabsbudgettet.
Vær opmærksom på fedtindhold.
Kalorietælling og vanedyret
Spiser du næsten altid den samme morgenmad, frokost og måske aftensnack og lader aftensmaden være den største variation, så kan det være du med fordel kan finde ud af om nogle af dine faste måltider gør det svært for dig at komme ned i vægt. Du kan evt. prøve at ligge kalorierne sammen fra alle dine faste måltider og så vil du hurtigt få et indtryk af om du har behov for at justere nogle af dine måltider, hvis du skal gøre det nemmere at komme ned i vægt.
Husk at du ikke behøver at tælle kalorier, men de kan være et rigtig godt værktøj til at træffe det informerede valg!
Vil du gerne have hjælp til at tage informerede valg omkring både kost og træning er du altid velkommen til at kontakte os til en uforpligtende samtale.
Der er endnu ikke oprettet nogle kommentarer til indlægget