Skrevet af: Mads Wigh

7 myter om ryggen du ikke skal være bekymret for

Der er mange påstande om, hvad der er godt eller skidt for ryggen, og hvad man må og ikke må. Nogle af disse påstande er om ikke myter så dog en smule unuancerede, og det vil vi med dette indlæg gerne forsøge at vise. 

 

1. En stabil ryg er vigtig for at kunne træne

Det er ikke decideret forkert at påstå, at evnen til kunne holde en stabil ryg er en fordel i mange styrketræningsøvelser. Problemet med påstanden er, at den kan få os til at tænke, at har man ikke en stabil ryg, må man være tilbageholdende med nogle øvelser eller helt lade være. Ryggen i sig selv er enormt stabil, og medmindre du har en særlig sygdom eller har haft et brud på en ryghvirvel, så kan du roligt regne din ryg for stabil. At snakke om stabilitet giver heller ikke så god mening i forbindelse med ryggen, da det mest beskriver, hvor god du er til at holde en given stilling eller evnen til at vende tilbage til en given stilling efter påvirkning. Ryggen er ikke ligesom et hus, der vil være i fare for helt at styrte sammen, hvis det ikke er stabilt. Dont worry! 

 

2. Det er farligt for dig og din ryg at sidde ned

Statiske stillinger i længere tid er noget af det, der belaster ryggen på den mest uhensigtsmæssige måde. Heldigvis forvandles rygsøjlen ikke til beton, i det øjeblik du sætter dig. Du kan altså sagtens bevæge ryggen, mens du sidder for at mindske eventuelt ubehag, og det er heller ikke farligt for selve ryggen at sidde ned, hvad enten du sidder ret op eller er lettere sammenfaldet. En stillesiddende livsstil er naturligvis ikke sundt for nogen, men ryggen smuldrer under ingen omstændigheder, bare fordi du sidder. 

 

3. Ryggen må ikke belastes skævt  

Hvis det var sandt, ville menneskeheden simpelthen være dødsdømt. Det er nærmest kun i et træningscenter med maskiner og perfekt afbalancerede vægtstænger at en lige belastning er mulig. I det virkelige liv er belastninger næsten altid ”skæve”, medmindre du tænker dig nøje om, når du pakker indkøbsposer, tager rygsæk på med en mærkelig bevægelse eller i det hele taget bare løfter noget kun med den ene hånd. Skæve belastninger er et vilkår, og måske man i stedet burde bruge mere tid i træningscenteret på at træne dem. 

 

4. Ryggen har behov for at blive sat på plads i ny og næ 

Lad os starte med konklusionen. Nej!  

Som før nævnt er ryggen uhyre stabil, og selvom du har hørt nogen sige, at de har en hvirvel som kiropraktoren skubber på plads hver anden uge, er det altså ikke sådan, det forholder sig. Hvirvlerne løber INGEN steder og har derfor ikke behov for at blive sat på plads igen. Dermed ikke sagt, at et knæk i ryggen hos kiropraktoren ikke kan virke smertelindrende og måske endda forbedre din bevægelighed lidt, for det kan det! Men forklaringen med, at der bliver sat noget på plads, holder simpelthen ikke. Ryghvirvler kan godt ”smutte” lidt væk fra deres plads, hvis du lider af en tilstand, der hedder ”spondylolistese, men som udgangspunkt løber de ingen steder! 

 

5. En skade i ryggen betyder at du skal stoppe med at træne 

Først er det vigtigt at slå fast, at i forhold til hvor mange der får ondt i ryggen, er det meget få, der faktisk har en skade. Omkring 90% af alle ømme rygge falder i kategorien, der hedder non-specifikke lænderygsmerter. Smerter uden en særlig årsag der kan forklare det. Som nævnt i et tidligere indlæg er smerte ikke ensbetydende med skade!   

Ikke desto mindre kan rygsmerter være meget invaliderende og kan stå på i længere tid. Det er ikke ualmindeligt, at smerterne vil være tiltagende over et stykke tid, før de falder til ro igen (8 uger er ikke ualmindeligt). Hvordan du agerer og tænker om det i denne tid, kan være afgørende for, hvordan du bliver smertefri igen. Mens smerterne er ved at ”finde deres top”, giver det god mening at aflaste eller arbejde uden om dem. Men når de er blevet håndterbare igen, handler det om at have en god strategi til at vende tilbage, selvom det måtte provokere smerterne en lille smule. Det korte svar er her, nej du skal ikke nødvendigvis stoppe helt med at træne, men der skal forventeligt ændringer til. 

6. Du har ondt i ryggen, fordi du ikke er stærk nok  

Det er lidt svært med et entydigt svar, for det kommer an på ”stærk nok”, men til hvad? Vi synes selv, vi er ret stærke, men derfor gør ryggen nu ondt engang i mellem alligevel. Nogle rygsmerter melder sig på banen, når man gør noget uvant. Skal du eksempelvis hjælpe en ven med at flytte hans koncertflygel fra gaden og op på femte sal, vil du (forudsat du overlever) nok mærke noget til din ryg dagen efter. Men smerter i sig selv er ikke påvirket af, hvor stærk du er. Styrke og dermed en modstandsdygtig krop vil hjælpe dig til at overkomme fysiske udfordringer nemmere og måske derigennem mindske risikoen for at få et rygproblem, men smerter går ikke nødvendigvis væk fordi du bliver stærkere. Den dominerende årsag til rygsmerter er ”too much, too soon og styrke kan selvfølgelig være med til at påvirke hvad der er ”too much. 

 

7. Du kan fjerne dine rygsmerter og korrigere din holdning med kompressionstrøjer og Kinesiotape  

Kinesiotape og “holdningskorrigerende” trøjer kan ikke ændre hvordan du ser ud. Det kan måske, i bedste fald, skabe lidt opmærksom omkring en bevægeretning fordi det strammer og dermed får dig til at “rette op”. Uanset hvad skal tapen eller trøjen af på et tidspunkt. Lad være med at tænke du skal holdes oppe af tape, men hvis det endelig skal være, så vælg den lyserøde! 

 

Oplever du udfordringer og smerter med din ryg, kan du altid kontakte os for en uforpligtende samtale og høre hvordan vi kan hjælpe dig.  

0 Kommentarer

Der er endnu ikke oprettet nogle kommentarer til indlægget

Opret en kommentar