Skrevet af: Kasper Odsbjerg

Er punktforbrænding ikke en myte alligevel?

Træner du uendelige sæt og gentagelser til din mave, arme, lår og baller i håbet om at kroppen skal forbrænde fedt fra disse steder? Spilder du din tid, eller kan du faktisk selv bestemme hvor på kroppen du vil forbrænde fedt? Der ser vi nærmere på i dette blogindlæg.

 

Punktforbrænding

Punktforbrænding betyder, at du igennem specifikke øvelser kan få kroppen til at forbrænde fedt på bestemte steder på kroppen. 

Det giver umiddelbart god mening at kroppen vil forbrænde fedt fra de steder som du træner. Fx hvis du træner ben ved benpres, hvorfor skulle kroppen så bruge fedt og energi fra overkroppen til at give energi til at lave benpres?

Før vi kan konkludere om det passer, så lad os starte med at se på hvordan fedt bliver forbrændt i første omgang.

 

Hvordan forbrænder du fedt?

Der er 3 primære mekanismer bag fedtforbrænding: nedbrydning, transport og oxidation (forbrænding).

Fedtforbrænding

1. Nedbrydning

Det første skridt imod at forbrænde fedt er ved at få det ud af fedtcellerne. Fedt lagres som triglycerider og før det kan passere igennem fedtcellen skal det nedbrydes til 3 fedtsyrer og et molekyle af glycerol.  

 

2. Blodgennemstrømning og transport

For at forbrænde fedt er det ikke nok blot at få nedbrudt og mobiliseret fedtsyrer ud af fedtcellen. Det næste og vigtige skridt er at få transporteret fedtsyrerne væk fra fedtcellen ud til andre væv igennem blodbanen, hvor det kan blive brugt som brændstof. Denne proces afhænger af blodtilførslen til det fedtrige væv. Bliver fedtsyrerne ikke transporteret væk fra fedtcellen, vil kroppen genlagre fedtet (sker nok ikke i et kalorieunderskud). Hvis blodtilførslen er lav, kan fedtsyrerne potentielt genlagres i fedtcellen. Hvis blodtilførslen er god eller forøget vil fedtsyrerne transporteres væk fra fedtcellen. 

 

3. Optag og forbrænding

Fedtsyrerne flyder nu rundt i blodbanen. Dette gør fedtsyrerne tilgængelige til andre væv i kroppen, hovedsageligt tilgængelig for musklerne og leveren. Her kan det enten kan blive brugt som brændstof eller som genlagring af fedt.

 

Betyder det så man kan punktforbrænde?

Hvis vi ser på de 3 mekanismer bag fedtforbrænding, skal fedt altså først nedbrydes, transporteres og derefter forbrændes i muskel/lever. Rationelt set burde det ikke være muligt at punktforbrænde, da fedt kan være transporteret fra alle steder i kroppen og ikke nødvendigvis fra den specifikke muskel som du træner

Men før vi endelig kan afskrive muligheden for punktforbrændingen, så lad os prøve at se på de studier der har undersøgt det.

 

Studier der undersøger punktforbrænding

De fleste studier som har undersøgt punktforbrænding, fx ved kun at træne den ene arm eller ben og måle forskellen i fedttab, viser at det ikke kan lade sig gøre at punktforbrænde.

 

Et nyt studie fra 2017 viser derimod at det godt kan lade sig gøre. De undersøgte 2 grupper, den ene gruppe som kun trænede overkrop og den anden gruppe som kun trænede underkrop. Begge grupper afsluttede træningen med 30 minutters cykling. Begge grupper tabte mest fedt i den region som de styrketrænede dvs. overkropsgruppen tabte mest fedt i overkroppen, men ikke i benene og omvendt for underkropsgruppen. 

Det unikke ved dette studie er, at de lavede konditionstræning efter træningen. Det kan potentielt være årsagen bag en effekt af punktforbrænding pga. øget blodgennemstrømning og dermed transport og forbrænding af fedt.

 

Spørger man Eric Helms (kendt forsker indenfor træningsverden), så skal man forholde sig kritisk til dette studie. For det første fordi dette studie er det første til at vise en effekt af punktforbrænding. Derudover er det et studie et studie med relativ få forsøgspersoner, som kan påvirke resultaterne.

 

Hvis punktforbrænding er muligt, ser det kun ud til at være det med styrketræning i kombination med konditionstræning.

 

Anbefalinger

Kroppen vil typisk forbrænde fedt fra de ”nemmeste” steder først (individuelt) og de sværeste steder til sidst (typisk mave for mænd og lår for kvinder). Det er kun hvis du har meget lidt fedt på kroppen at det giver mening at tænke på at punktforbrænde. Hvis du gerne vil have en flad mave og mindre lår, så bliver du nødt til at finde en livsstil hvor du kan ligge i et kalorieunderskud i lang nok tid til at din fedtprocent bliver så lav, at din krop begynder at tage fedt fra dine ”svære” steder. 

 

Mangler du hjælp til at komme i mål med dit vægttab? Så er du altid velkommen til at skrive til os her og få en gratis samtale. 

 

Referencer

 

Regional fat changes induced by localized muscle endurance resistance training - 2013.

 

Subcutaneous fat alterations resulting from an upper-body resistance training program - 2007.

 

Effect of combined resistance and endurance exercise training on regional fat loss - 2017. 

 

MASS - Monthly applications in strength shop. Issue no. 4.

1 Kommentarer
Oprettet den: 09 aug 18
Nicky Christensen siger:

Super god artikel - fedt at den er så nem og ligetil at læse, dejligt overskuelig og dokumenteres af god forskning.

Opret en kommentar